Meniskskade eller menisksporing?

Del videoen med en kollega!

– GRATIS ONLINE KURSUS –

Lær at skabe SPONTAN ændring i smerterne hos dine klienter!

Fordi det i sidste ende er nervesystemet, der afgør om vi oplever smerter OG…

fordi hjernen og nervesystemet arbejder lynhurtigt under overfladen,…

kan DU hjælpe dine klienter med SPONTAN ændring af deres smerter, NÅR du finder de elementer der er medvirkende til deres smerter!

Min forståelse for meniskens relation til foden startede for mange siden lidt ved et tilfælde da jeg havde en klient med klassisk vridtruame i knæet og efterfølgende smerter og hævelse i knæet. Jeg lavede de menisk test jeg havde lært, og ganske rigtige var der positive test stort set hele vejen rundt der pegende mod en lateral meniskskade.

Under behandlingen kan jeg huske at mit fokus var på at optimere funktionen knæet, foden og hoften så meget som muligt, så menisken kunne få de bedste helingsbetingelser. Det kom derfor som lidt af en overraskelse at ALLE menisk testene sidst i konsultationen nu var negative og der ikke længere var smerter inde i knæet.

Det var min første oplevelse med at positive menisk test pludselige kunne være negative efter optimering af knæet funktion. Med tiden kom der flere af disse tilfælde og gennem litteratur begyndte der at dukke en dybere forståelse for meniskens funktion og bevægelse i knæet samt hvad der kan påvirke denne bevægelse.

Menisken bevæger sig faktisk en del (find mere her) under brugen af knæet og formålet med denne bevægelse er at få ledfladerne mellem tibia og femur til at passe sammen. Problemet kan opstå når denne bevægelse ikke guides rigtigt og menisken “kører skævt” i knæet.

Med vores viden fra den moderne smertevidenskab ved vi nu at det i sidste ende er hjernen der bestemmer om vi oplever smerter OG at en strukturskade ikke er lig smerte. Betyder det at vi trods positive menisk test, der samlet set er ret præcise i forhold til diagnosticering af en meniskskade (se mere længere nede), ikke kan være sikre på HVAD der er grunden til at testene er positive.

Mit simple svar vil være ja af den simple grund at jeg alt for mange gange har stået med positive test der efter undersøgelse og behandling af fod/fibula komplekset ikke længere var positive.

Menisktest, sensibilitet og specificitet

Nedenstående er de klassiske menisktest som måske hver især ikke er helt skarpe i deres vurdering af reel meniskskade men udført samlet har de en sensibilitet tæt på 90% og specificitet på omkring 95%.

Thessaly – sensibilitet 64-94% / specificitet 39-97%

McMurray – sensibilitet 70% / specificitet 71%

Apleys – sensibibilitet 60% / specificitet 70%

Palpation af ledline

- Steinman Tenderness
- Squeeze test

Forbindelsen fra menisk til fod og underben

For at forstå meniskens forbindelse til foden og fibula (og for den sag skyld også til hoften og inderlåret) bør vi starte helt tæt på de to meniske. Begge menisk bliver holdt fast både via ligamenter i knæet samt knæets ledkapsel.

Transverse ligament – forbinder de to menisk anteriort i knæet
Meniskfemorale ligament – forbinder den laterale menisk til femur og ledkapslen
Arcuate ligament – forbinder den laterale menisk til popliteus og fibula
Menisktibiale ligament – forbinde lateral og medial menisk til tibia samt ledkapsel

Det interessante bliver hvis vi tager det et step videre og kigger på hvilke biomekaniske elementer og muskler der enten har strøg direkte ind til de to menisk eller til ledkapslen og derved også kan påvirke meniskens sporing.

Popliteus – har også udspring fra det bagerste horn fra den lateral menisk. Popliteus løber også i den dybe muskel-fascie linje der nedad inkluderer flexor digitorum longus, flexor hallucis longus og tibialis posterior og opad i adduktorgruppen, psoas og videre op mod halsen.
Fascia Lata til fibula og fod samt traktus og videre til Tensor Fascia, Glut max og glut med
Gastrocnemeus har snipper ind i ledkapslen og forbinder dermed fodens funktion over subtalar og talocruralleddet direkte.
Lig tibiafibulare anterior og posterior forbinder ledkapslen til fibula og dermed enhver struktur der kan påvirke fibulas funktion som “flydende knogle” hvilket fra underbenet inkludere peroneii, tibialis anterior og posterior (gennem membrana interossea), fleksor hallucis longus, fleksor digitorum longus og extensor hallucis longus, samt fra låret og hoften biceps femoris, gluteus maximus, gluteus medius og tensor (de sidste tre traktus iliotibialis)

Med foden som det første der rammer underlaget betyder det at dysfunktioner, her kan forplante sig længere nord på, hvilket også gælder for sporingen af menisken.

Konklusion og brugbarhed

Betyder de så at vi ikke længere kan bruge menisktestene til en indledende vurdering af en evt. meniskskade? Selvfølgelig kan vi stadig det MEN, vi er nødt til at forstå at kroppen er meget mere kompleks og at der kan være andre ting på spil på samme tid. Hvis testene er positive er målet for mig ALTID at se hvor meget det positive svar skyldes ændring i klientens bevægefunktion fremfor en evt. strukturskade.

Det kan jo være et tænkeligt scenarie at smerten måske i højere grad skyldes at hjernen prøver at passe på menisken fordi den ud over en evt. skade også bliver belastet uhensigtsmæssigt hvis den ikke sporer optimalt ELLER at en evt. skade på menisken KUN opfattes som et problem for hjernen så længe den også spore “skævt”.

Hvis klienten kommer ind med en meniskskade (evt. også påvist via scanning), kan vores viden om HVAD der påvirker meniskens bevægelse også være medvirkende til at skabe et bedre genoptræningsforløb, da vi kan optimere helingsforholdende og mindske evt. kompensationsstrategier.

For mig er udfordringen til mig selv som behandler altid at se om jeg på en eller anden måde kan optimere de biomekaniske forhold så meget for de to menisk at der ikke længere er smertesvar i nogen af de nævnte menisktest. Det første sted jeg fokusere er ALTID bevægefriheden i fodens led og fibula samt funktionen af alle de muskler der skal styrer foden.