Min forståelse for meniskens relation til foden startede for mange siden lidt ved et tilfælde da jeg havde en klient med klassisk vridtruame i knæet og efterfølgende smerter og hævelse i knæet. Jeg lavede de menisk test jeg havde lært, og ganske rigtige var der positive test stort set hele vejen rundt der pegende mod en lateral meniskskade.

Under behandlingen kan jeg huske at mit fokus var på at optimere funktionen knæet, foden og hoften så meget som muligt, så menisken kunne få de bedste helingsbetingelser. Det kom derfor som lidt af en overraskelse at ALLE menisk testene sidst i konsultationen nu var negative og der ikke længere var smerter inde i knæet.

Det var min første oplevelse med at positive menisk test pludselige kunne være negative efter optimering af knæet funktion. Med tiden kom der flere af disse tilfælde og gennem litteratur begyndte der at dukke en dybere forståelse for meniskens funktion og bevægelse i knæet samt hvad der kan påvirke denne bevægelse.

Menisken bevæger sig faktisk en del (find mere her) under brugen af knæet og formålet med denne bevægelse er at få ledfladerne mellem tibia og femur til at passe sammen. Problemet kan opstå når denne bevægelse ikke guides rigtigt og menisken “kører skævt” i knæet.

Med vores viden fra den moderne smertevidenskab ved vi nu at det i sidste ende er hjernen der bestemmer om vi oplever smerter OG at en strukturskade ikke er lig smerte. Betyder det at vi trods positive menisk test, der samlet set er ret præcise i forhold til diagnosticering af en meniskskade (se mere længere nede), ikke kan være sikre på HVAD der er grunden til at testene er positive.

Mit simple svar vil være ja af den simple grund at jeg alt for mange gange har stået med positive test der efter undersøgelse og behandling af fod/fibula komplekset ikke længere var positive.